Gratis ugentlige minihistorier for alle små drømmere. Få en tegneside til enhver historie!
Den Hviskende Jungle var et sted med endeløse grønne blade og blomster, der skiftede farve, når man nynnede en blid melodi for dem. Lige i midten af denne smaragdgrønne verden voksede det mest storslåede træ af alle: Den Store Solfanger. En gang om året bar træet en enkelt, enorm frugt, der smagte af solskin og honning. Hvert eneste væsen i junglen så frem til den dag, frugten ville modne, for dens duft var så sød, at den kunne få selv vinden til at stoppe op for at trække vejret. Dette år sad en lille papegøje med fjer i regnbuens farver på en gren i nærheden og så frugten skifte fra en bleg limegrøn til et dybt, glitrende guld. Den lille papegøje havde brugt mange uger på at hjælpe træet. Da regnen udeblev, bar papegøjen og dens venner vanddråber fra floden i bægre lavet af store blade. De havde fjernet de kvælende slyngplanter, der forsøgte at klatre op ad stammen, og havde sunget smukke sange for knopperne for at hjælpe dem med at blomstre. Hele fællesskabet af fugle, aber og sommerfugle havde arbejdet sammen for at sikre, at Solfanger-træet forblev sundt og stærkt. Alle var spændte på endelig at dele belønningen for deres hårde arbejde. Lige som frugten var tung og klar til at falde, landede en meget stor fugl med et massivt, skarpt næb og vinger så brede som en kano på grenen. Grenen svajede under hans vægt. "Træd til side," drønede den store fugl, og hans stemme gav genlyd gennem trækronerne. "Jeg er den største og stærkeste fugl i denne jungle. Mine vinger er de bredeste, og mit næb er det sejeste. Derfor tilhører denne frugt mig. Det er kun retfærdigt, at den største fugl får den største præmie. Styrke er det, der betyder mest her." Den lille papegøje pustede sine fjer op; den var lidt nervøs, men vidste, at noget ikke var rigtigt. "Men vi har alle passet på træet," kvidrede den lille papegøje modigt. "Aberne fjernede ukrudtet, sommerfuglene bestøvede blomsterne, og vi bragte vandet. Hvis du tager hele frugten, bare fordi du er stor, gør det det ikke rigtigt. Det gør os andre sultne på trods af vores hårde arbejde." Den store fugl prustede og så ned på sine store kløer, men han flyttede sig ikke. Han troede, at hans størrelse gav ham en særlig regel, der ikke gjaldt for de andre. Dyrene besluttede at søge råd hos den vise gamle kapivar, som boede ved den glitrende flod og var kendt for at være den mest retfærdige sjæl i junglen. De rejste alle sammen af sted – den store fugl fløj højt oppe, papegøjen pilede gennem bladene, og de andre dyr skyndte sig af sted nedenunder. Da de ankom, hvilede kapivaren sig på et leje af blødt mos. Han lyttede tålmodigt, mens den store fugl talte om sin styrke, og mens den lille papegøje talte om fællesskabets fælles indsats og behovet for retfærdighed. Den vise kapivar åbnede det ene søvnige øje og talte med en stemme så glat som flodsten. "Retfærdighed," begyndte han, "handler ikke om, hvem der har de største vinger eller den højeste stemme. Retfærdighed er den tråd, der holder vores jungle sammen. Det betyder, at alle, der bidrager til haven, skal have lov til at spise af den. At tage alt for sig selv er at bryde harmonien i vores hjem. En gave fra jorden tilhører alle, der hjalp den med at gro, delt retfærdigt så ingen lades tilbage med en tom mave. At være stærk betyder, at man har et større ansvar for at sikre, at alle bliver behandlet retfærdigt, ikke at man får mere end sin andel." Den store fugl blev tavs. Han så på den lille papegøje og de andre små væsener, der havde arbejdet så hårdt hele sæsonen. Han indså, at frugten ville smage meget sødere, hvis den blev delt i venskab frem for at blive spist alene i grådighed. "Du har ret," sagde den store fugl stille. "Min styrke bør bruges til at hjælpe frugten ned, så vi alle kan nyde den sammen." Han fløj tilbage til træet og brugte med stor forsigtighed sit kraftige næb til at klippe stilken over og gribe den tunge frugt, hvorefter han forsigtigt sænkede den ned til jorden, hvor alle kunne nå den. Kapivaren hjalp med at dele frugten i mange lige store skiver. Den lille papegøje tog en bid og kvidrede af fryd – det var det lækreste, den nogensinde havde smagt. Hvert eneste dyr, fra den største jaguar til den mindste bille, modtog en retfærdig portion. Der var rigeligt til alle, og junglen føltes fredfyldt og i balance. Den store fugl følte en ny form for stolthed, ikke over sin størrelse, men over at være et retfærdigt medlem af gruppen. Da solen begyndte at dykke ned under horisonten og malede himlen i nuancer af violet og orange, vendte dyrene tilbage til deres hyggelige hjem. Den lille papegøje fandt en blød, mosklædt gren og puttede hovedet under vingen. Luften var kølig, maven var fuld, og hjertet var let. I Den Hviskende Jungles stilhed var den eneste lyd bladenes blide raslen, der lullede hvert eneste væsen ind i en dyb, lykkelig søvn i visheden om, at de levede i en verden, hvor der blev passet på alle.
Det store, brede hav var et meget lykkeligt sted. Det var en verden af blåt og grønt, hvor vandet føltes som et blødt, vådt tæppe. I dette smukke hav boede en lille delfin. Den lille delfin var meget glat og meget grå. Den lille delfin elskede at hoppe. Op, op, op røg delfinen, mens den hoppede ud af vandet for at se den store, gule sol. Så sagde det plask! Den lille delfin dykkede ned igen i det kølige, stille blå. Vandet lavede boblende lyde, der sagde "pop, pop, pop" mod delfinens næse. Delfinen følte sig meget glad i det store, blå hjem. En morgen svømmede den lille delfin nær havets sandbund. Sandet var hvidt og blødt som sukker. Mens den svømmede, fandt den lille delfin noget helt særligt. Gemt inde i en stor, lyserød muslingeskal lå mange runde sten. Der var en rød sten, der lignede et kirsebær. Der var en gul sten, der lignede en lille sol. Der var en blå sten, der lignede et stykke af himlen. Den lille delfin syntes, at disse sten var de smukkeste ting i hele det store hav. Delfinen rørte ved dem med en luffe og mærkede, hvor glatte de var. Den lille delfin sad ved den lyserøde skal og kiggede på stenene. De var så skinnende og så glatte. Den lille delfin ville beholde dem allesammen. "Det her er mine sten," tænkte den lille delfin. Lige da kom en lille søhest vrikkende forbi. Den lille søhest havde en krøllet hale og bittesmå finner. Søhesten så de klare farver og stoppede op. Søhestens øjne blev store af forundring. Den lille delfin blev en smule nervøs. Delfinen brugte en luffe til at dække den røde sten og den gule sten. Delfinen ville beholde alt det smukke for sig selv og gemte skattene under en grå luffe. Derefter kom en lille krabbe gående hen over sandet. Den lille krabbe sagde "klik, klik, klik" med sine små kløer. Krabben så den blå sten kigge frem under delfinens luffe. Krabben så meget nysgerrig ud og rakte en lille klo ud for at se glimtet. Den lille delfin kiggede på søhesten og derefter på den lille krabbe. Delfinen kiggede på de smukke sten. Delfinen holdt meget fast i dem, men det føltes som om, der manglede noget. Havet var meget stort og meget stille. Den lille delfin følte sig en smule ensom, som den stod dér med alle stenene og ingen at lege med. Den lille delfin kiggede på søhestens krøllede hale. Så kiggede den lille delfin på krabbens små kløer. Delfinen så, at vennerne bare kiggede og også gerne ville se de flotte farver. Med et forsigtigt puf med næsen skubbede den lille delfin den klare røde sten hen mod søhesten. Søhestens små finner baskede af begejstring. Søhesten hvirvlede rundt og rundt i en glad cirkel. At se søhesten så glad gav den lille delfin en varm og god følelse indeni. Det var en følelse, der var endnu bedre end at eje en skinnende sten helt alene. Derefter brugte den lille delfin en luffe til at skubbe den gule sten hen mod den lille krabbe. Krabben lavede en lille dans på det hvide sand og klikkede med sine kløer i en glad rytme. Nu holdt den lille delfin den blå sten, og vennerne havde også én hver. De tre venner sad sammen på havbunden. De begyndte at flytte stenene rundt i sandet. De flyttede dem herhen, og de flyttede dem derhen. Sammen lavede de et smukt mønster, der lignede en blomst. De lo og legede og lavede bobler, der flød op til vandoverfladen. At dele stenene gjorde legen meget sjovere end at lege alene. Vennerne legede, indtil den store, gule sol begyndte at gå ned. Lyset i vandet ændrede sig fra klart blåt til en blød, søvnig lilla. Søhesten var træt efter al hvirvlen. Den lille krabbe var klar til at hvile sig i sandet. Den lille delfin følte sig meget glad og fyldt med kærlighed. "Tak fordi du delte," så vennerne ud til at sige med deres glade vrikken og forsigtige vink. Den lille delfin indså, at stenene var pæne, men venner var den virkelige skat. At dele havde forvandlet en stille morgen til en vidunderlig dag fuld af nye lege og glade hjerter. Nu var det tid til at sove. Havet var meget stille og meget roligt. Den lille delfin fandt en hyggelig plet med blødt, grønt søgræs. Søgræsset bevægede sig langsomt i vandet som en blid vugge. Den lille delfin puttede sig tæt ind og lukkede øjnene, mens den mærkede tidevandets milde træk. Vandet nynnede en blød vuggevise. "Svisj, svisj, svisj," sagde bølgerne højt oppe. Den lille delfin drømte om klare farver og glade venner. Alt var trygt. Alt var stille. Sov sødt, lille delfin. Godnat, lille hav.
Dammen var et meget lykkeligt sted. Vandet var blåt og klart. Solen var varm og gul. Midt i dammen boede der en lille ælling. Den lille ælling var meget blød. Den lille ælling var meget dunet. Den lille ælling havde bittesmå orange fødder, der sagde pitter-patter på det bløde grønne græs. Plask-plask sagde den lille ælling, da den hoppede ud i det kølige vand. Det føltes rigtig dejligt. Den lille ælling elskede at svømme og lege hele dagen lang i det klare, glade solskin. En morgen tog den lille ælling ud på en svømmetur med to venner. De var alle sammen meget sultne. De ledte efter en snack. De kiggede under de store grønne åkandeblade. De kiggede nær de høje brune siv. Så fandt de noget vidunderligt. De fandt et stort område med sød, grøn vandkløver. Vandkløveren var sprød og frisk. Det var den bedste snack i hele dammen. Alle ællingerne ville spise den søde grønne kløver med det samme, fordi den duftede af frisk regn og honning. Den ene ven var lidt større og lidt hurtigere. Denne ven begyndte at samle al kløveren i én stor bunke. "Dette er til mig!" tænkte vennen. Den lille ælling og den anden ven så på. De følte sig en lille smule triste. Deres maver var stadig tomme. De ville også gerne smage den søde, sprøde snack. Det føltes ikke rigtigt, at én ven skulle have al kløveren, mens de andre ingen fik. Den lille ælling kiggede på den store bunke og kiggede derefter på det tomme vand, hvor kløveren før havde været. Den lille ælling talte med en meget blød og venlig stemme. "Vi er alle sammen sultne," sagde den lille ælling. "Det er godt at dele. Når vi deler, bliver alle glade." Den større ven stoppede op og kiggede på de to venner. Den større ven så, at de andre ventede tålmodigt. Den større ven indså, at det ikke var lige så sjovt at have det hele selv, som det var at spise sammen med venner. Det var tid til at være retfærdig. At være retfærdig betyder at sørge for, at alle får det, de har brug for. Det betyder at sørge for, at alle er med, når der er lækkerier. Så ællingerne arbejdede sammen. De brugte deres små orange næb til at flytte kløveren. De lavede tre små bunker. Én bunke var til den lille ælling. Én bunke var til den første ven. Én bunke var til den større ven. Hver bunke var lige stor. Hver bunke havde det samme antal sprøde blade. Nu var det retfærdigt. Nu fik alle en snack. De begyndte alle at spise på nøjagtig samme tid. Gnav, gnav, gnav sagde deres små næb. Det var den bedste snack nogensinde, fordi de spiste den sammen. Ællingerne følte sig meget glade. Deres maver var fulde af sød grøn kløver. Deres hjerter var fulde af venlighed. De vidste, at det at være retfærdig var den bedste måde at lege på. De brugte resten af eftermiddagen på at svømme i cirkler og jage de bittesmå sølvfisk. De plaskede og de lo. Solen begyndte at gå ned og malede himlen i farver af lyserød og orange. Vandet blev meget stille og meget roligt. Dagen var ved at være slut, og det var tid til at sove. Den lille ælling fulgte efter vennerne tilbage til den bløde, græsbeklædte bred. Græsset føltes køligt og fugtigt under deres fødder. De fandt et hyggeligt sted under et stort, hængende piletræ. Træets blade hang ned som et blødt grønt gardin. Det var et trygt og varmt sted at hvile sig. Den lille ælling følte sig meget søvnig. Månen kom frem og lignede en kæmpe hvid perle på himlen. Stjernerne begyndte at funkle som små natlamper over dammen. Ællingerne puttede sig tæt sammen i en dunet bunke. De puttede deres hoveder ind under deres bløde, gule vinger. De følte sig varme. De følte sig trygge. De vidste, at i morgen ville blive endnu en retfærdig og glad dag ved dammen. Den lille ælling lukkede øjnene og lyttede til den blide lyd af vandet, der ramte bredden. Alt var præcis som det skulle være. Der var stille ved dammen. Verden var i fred. Søvnen kom hurtigt og svøbte den lille ælling i et tæppe af søde, glade drømme.
I en have, hvor græsset voksede sig så højt som skovens træer, og blomsterne duftede af honning, boede en lille snegl med et smukt, snoet hus. Den lille snegl bevægede sig meget langsomt og gled hen over den kølige, fugtige jord med en lille 'shhh'-lyd. Fordi den lille snegl bevægede sig så langsomt, havde den masser af tid til at kigge på verden. Hver morgen vågnede den lille snegl under et stort, blødt grønt blad og kiggede op på den klare blå himmel. Verden føltes meget stor, og den lille snegl føltes meget lille, men den var glad for at være lige præcis der, hvor den var. En solskinsmorgen besluttede den lille snegl sig for at tage på et stort eventyr til den anden side af haven. Målet var et bed med klare røde jordbær, der lignede saftige juveler. Da den lille snegl startede sin rejse, begyndte solen at klatre højere og højere op. Haven blev meget varm. Den lille snegl kunne mærke, at dens hus blev varmt, og dens spor blev tørt. Lige da fandt den lille snegl en bred, flad sten, der lå gemt i skyggen af en høj solsikke. 'Tak for dette kølige sted,' tænkte den lille snegl. Den hvilede sig i skyggen, indtil luften føltes blød igen. Ved at lægge mærke til den kølige sten mærkede den lille snegl en varm glød af taknemmelighed i sit hjerte, hvilket fik rejsen til at føles meget lettere. Da den lille snegl fortsatte, begyndte en blid regn at falde. Regndråberne var som små diamanter, der faldt fra skyerne. For en lille snegl er en regndråbe en meget stor ting! En dråbe landede lige på spidsen af dens næse med et blødt 'plop'. I stedet for at blive ked af at blive våd, kiggede den lille snegl på en tulipan i nærheden. Blomsten var formet som en kop og havde opsamlet en lille pøl af frisk vand. Den lille snegl tog en lang, forfriskende tår. 'Tak for vandet,' hviskede den lille snegl. Regnen føltes ikke længere som et problem; den føltes som en vidunderlig gave, der fik haven til at glitre. Da solen begyndte at synke lavt på himlen og farvede haven orange og lyserød, nåede den lille snegl endelig frem til jordbærbedet. Et jordbær var faldet ned på det bløde mos, og det var helt modent. Men lige som den lille snegl skulle til at tage en bid, landede en lille mariehøne i nærheden. Mariehønen så meget træt og meget sulten ud. Den lille snegl kiggede på det kæmpestore jordbær og derefter på den lille mariehøne. Der var mere end nok til dem begge. 'Vil du dele?' spurgte den lille snegl med et vip med sine følehorn. Mariehønen peb glad, og de spiste sammen og nød den søde, røde frugt. Da de var færdige med deres måltid, takkede mariehønen den lille snegl for at dele. Den lille snegl indså, at det at dele jordbærret fik det til at smage endnu sødere. Den lille snegl så sig omkring i haven. Den kiggede på det høje græs, der gav et hjem, blomsterne, der gav søde dufte, og solen, der gav varme. 'Jeg har så mange ting at være taknemmelig for,' tænkte den lille snegl. Den indså, at hver eneste del af haven var en særlig gave, og ved at sige 'tak' i sit hjerte følte den lille snegl sig så let som en sommerfugl, selv med sit tunge hus. Månen begyndte at stå op og lignede en sølvskive af melon på himlen. Den lille snegl fandt et hyggeligt sted inde i en stor, gul smørblomst. Kronbladene føltes som bløde silketæpper. Mariehønen fandt en plads i nærheden på et blad. Haven blev meget stille, bortset fra fårekyllingernes bløde sang. Den lille snegl trak hovedet ind i sit hyggelige hus og følte sig tryg og varm. Den tænkte på den kølige sten, den friske regn, det søde jordbær og den nye ven. Med et hjerte fuldt af tak lukkede den lille snegl sine øjne og gled ind i en dyb, fredfyldt søvn, klar til at vågne op til en ny dag fuld af gaver.
Der var engang en lille bjørn, der boede i en skov, hvor mossen var så blød som en pude. Den lille bjørn havde pels, der var meget brun og meget pjusket. Han havde en lille næse, der sagde vrik-vrik-vrik. Han havde små poter, der sagde klap-klap-klap. Den lille bjørn boede i en hyggelig hule sammen med sin mor. Inde i hulen var der varmt. Inde i hulen var der trygt. Den lille bjørn elskede sit hjem meget højt. Han elskede de høje træer. Han elskede den klare sol. Og mest af alt elskede han sit helt særlige tæppe. Tæppet var blåt. Tæppet var blødt. Det var det blødeste tæppe i hele den vide verden. Det føltes som en luftig sky mod hans pjuskede mave. En solskinsmorgen tog mor bjørn det blå tæppe med udenfor. Hun lagde det på en stor, flad sten. Stenen var ren. Stenen var varm. Solen var stor og gul på himlen. Solen ville få tæppet til at føles som et varmt kram til sengetid. Mor bjørn kiggede på den lille bjørn med sine milde øjne. "Lille bjørn," sagde hun med sin bløde, dybe stemme. "Jeg går hen til bærstedet for at finde nogle søde sager. Kan du passe på dit særlige tæppe? Det er din opgave at holde det sikkert. Kan du sørge for, at det bliver ved med at være rent og tørt på denne sten?" Den lille bjørn følte sig meget stor. Han følte sig meget hjælpsom. Han nikkede med sit lille hoved. "Ja, mor," sagde han. "Jeg skal nok passe på tæppet. Jeg vil holde det sikkert. Jeg vil holde det rent. Jeg vil holde det tørt." Mor bjørn gik væk ind mellem de grønne træer. Den lille bjørn sad ved stenen. Han kiggede på tæppet. Han klappede tæppet med sin bløde pote. Klap, klap, klap. Han lugtede til tæppet med sin lille næse. Vrik, vrik, vrik. Det duftede af solskin. Det var en rigtig god opgave at have. Men så fløj en gul sommerfugl forbi. Sommerfuglen var lysende klar. Sommerfuglen sagde bask, bask, bask. Den lille bjørn ville gerne se, hvor sommerfuglen fløj hen. Han rejste sig op. Han tog ét skridt, så to skridt. Han glemte næsten sin opgave! Han kiggede tilbage på tæppet. Tæppet lå stadig dér på stenen. "Jeg må blive her," sagde den lille bjørn. "Jeg har en vigtig opgave. Jeg passer på mit tæppe." Snart begyndte en lille brise at blæse. Brisen sagde sus, sus, sus. Den fik bladene på træerne til at danse. Den fik græsset til at vrikke. Den lille bjørn så, at vinden forsøgte at løfte hjørnet af hans blå tæppe. Tæppet sagde flap-flap, flap-flap. Hvis tæppet blæste væk, kunne det blive beskidt i mudderet. Hvis tæppet blæste væk, kunne det blive vådt i dammen. Den lille bjørn løb hen til stenen. Han brugte sine små poter til at putte tæppet godt ned. Han fandt en lille, glat sten og lagde den på hjørnet. Nu var tæppet tungt. Nu lå tæppet stille. Den lille bjørn følte sig meget stolt. Han var en meget ansvarsbevidst lille bjørn. Han holdt tæppet lige dér, hvor det hørte til. En lille grå sky bevægede sig hen over solen. Den lille bjørn kiggede op. Han så en lille dråbe vand falde fra himlen. dryp, drop. dryp, drop. Den lille bjørn vidste, at hvis tæppet blev vådt, ville det ikke være hyggeligt til sengetid. Han kiggede sig omkring i skoven. Han så et stort, bredt blad på en busk i nærheden. Bladet var som en grøn paraply. Den lille bjørn tog sit tæppe op. Han bar det forsigtigt. Han lod det ikke røre jorden. Han lod det ikke røre græsset. Han lagde tæppet ind under det store, brede blad. Nu var tæppet dækket til. Nu var tæppet i sikkerhed for regnen. Den lille bjørn satte sig også under bladet. Han ventede og han holdt øje. Han passede rigtig godt på sine ting. Lidt efter kom solen frem igen. Himlen var blå igen. Mor bjørn kom gående gennem træerne. Hun havde en kurv med søde, røde bær. Hun gik hen til den store, flade sten, men tæppet var der ikke! Hun så bekymret ud. Så fik hun øje på den lille bjørn. Han sad under det store blad med sit blå tæppe. Tæppet var helt rent. Tæppet var helt tørt. "Åh, lille bjørn," sagde mor bjørn. "Hvor var du dygtig. Du passede på dit tæppe helt selv. Du er en meget ansvarsbevidst bjørn." Den lille bjørn følte sig varm indeni, endnu varmere end solen. Han følte sig glad, fordi han havde gjort sit arbejde godt. Den nat stod månen højt på himlen. Månen var hvid og rund. Stjernerne var som små natlamper. Den lille bjørn og mor bjørn gik ind i deres hyggelige hule. Det var tid til at sove. Mor bjørn tog det blå tæppe op. Det var stadig varmt fra solen. Det var stadig blødt og rent. Hun svøbte det om den lille bjørn. Den lille bjørn følte sig lun. Han følte sig godt tilpas. Han følte sig meget søvnig. Han lukkede øjnene og vrikkede med sin lille næse en sidste gang. Han vidste, at han ville have flere vigtige opgaver i morgen, men lige nu var det tid til at hvile sig. Godnat, lille bjørn. Sov godt i dit helt særlige tæppe.
Den Bløde Dal var et helt særligt sted. I Den Bløde Dal var græsset ikke bare grønt; det var så blødt som et lunt tæppe. Blomsterne voksede ikke bare; de nikkede med hovederne i den milde brise, som om de sagde goddag til solen. Midt i denne store, grønne eng boede et lille får. Dette lille får var meget, meget hvidt og meget, meget uldent. Dets uld var så tyk og krøllet, at det lille får lignede en hoppende sky, der gik på fire små ben. Det lille får elskede at hoppe gennem det høje græs. Hver gang det lille får hoppede, sagde ulden boing-boing-boing. Det lille får var glad, fordi solen var varm, og verden var god. En morgen, mens det lille får ledte efter den sødeste kløver at spise, så det noget anderledes. Ved siden af en stor, flad grå sten var der noget, der bevægede sig meget langsomt. Det lille får gik derhen med et blødt klip-klop, klip-klop. På stenen sad en lillebitte fugl. Fuglen havde en smuk himmelblå farve, men dens fjer var pjuskede. Den lillebitte fugl rystede af kulde. Vinden blæste en smule koldt i dag, og den lillebitte fugl var for lille til at holde varmen helt selv. Det lille får kiggede på den lillebitte fugl med store, mørke øjne. Det lille får mærkede en varm følelse i sit hjerte. Denne følelse hed omsorg. Det lille får ville gerne hjælpe den lillebitte fugl med at føle sig tryg og varm. Meget, meget langsomt kom det lille får tættere på stenen. Det lille får ville ikke være skræmmende. Det sagde en meget stille 'mææ'-lyd, som var ligesom en hvisken. Den lillebitte fugl kiggede op og så det store, uldne får. Fuglen så, hvor blødt fåret så ud. Det lille får knælede ned på sine forben og derefter på sine bagben. Nu lå det lille får lige ved siden af den kolde sten. Fårets tykke, hvide uld rørte ved den lillebitte fugl. Det var som en stor, varm radiator. Den lillebitte fugl mærkede varmen med det samme. Den hoppede ned fra den kolde sten og puttede sig dybt ind i det lille fårs krøllede uld. Fuglen følte det som om, den gemte sig i en varm, hvid sky. I lang tid lå det lille får helt stille. Det ville ikke flytte sig og gøre den lillebitte fugl kold igen. Det lille får så skyerne bevæge sig hen over den blå himmel. Det så en gul sommerfugl danse over en marguerit. Fåret var meget glad, fordi det passede på sin nye ven. Omsorg fik også det lille får til at føle sig varm indeni. Den lillebitte fugl holdt op med at ryste. Den begyndte at pippe en meget lille, glad sang. Sangen lød som små sølvklokker, der ringede på engen. Fuglen var glad, fordi fåret var så sødt og blidt. Sammen sad de i solen, én stor og ulden, og én lille og blå. Som eftermiddagen gik, så det lille får noget blødt, grønt mos, der voksede under et træ i nærheden. Mosset lignede en lillebitte, plysset seng. Det lille får rejste sig forsigtigt op og sikrede sig, at den lillebitte fugl var klar til at flyve. Det lille får gik hen til træet og brugte sin bløde næse til at pege på mosset. Den lillebitte fugl forstod det. Den fløj ned og landede på mosset. Det var et perfekt, hyggeligt sted, der lå i læ for vinden. Det lille får samlede derefter et par totter af sin egen uld, som var blevet fanget på en gren, og lagde dem nær mossengen. Nu havde den lillebitte fugl en blød, varm rede at bo i. Det lille får følte sig så stolt over at hjælpe sin ven. Snart begyndte den store, orange sol at gå ned bag bakkerne. Himlen blev smukt lyserød og lilla. Det lille får vidste, at det var tid til at sove. Det gik tilbage til mossengen en sidste gang for at sige godnat. Den lillebitte fugl havde allerede puttet sig i sin nye rede og så meget veltilpas og meget varm ud. Fuglen peb en sidste glad tone for at sige tak. Det lille får mærkede en søvnig, glad varme i maven. Det fandt en plads i græsset lige ved siden af træet, så det kunne blive tæt på den lillebitte fugl hele natten. Græsset var køligt, luften var stille, og stjernerne begyndte at tindre som små natlamper. Alt i Den Bløde Dal var stille og trygt. Det lille får lukkede sine øjne og puttede sin næse ind i sit eget uldne bryst. Det mærkede den bløde brise og hørte bladene hviske 'shhh, shhh'. Fåret tænkte på, hvor godt det føltes at drage omsorg for en, der var lille. Omsorg var den bedste følelse i hele verden. Med et glad suk faldt det lille får i søvn. Den lillebitte fugl var varm, fåret havde det hyggeligt, og hele engen var fyldt med fred. Det var tid til søde drømme og stille hvile under den store, sølvfarvede måne.
Engang boede der en lille frø i en dam, hvor vandet var meget klart, og åkandebladene var meget runde. Den lille frø var grøn og blød. Den lille frø elskede at hoppe. Boing, boing, boing. Den lille frø havde et stort smil og klare, glade øjne. Dammen var et lykkeligt sted. Solen føltes varm på den lille frøs ryg. Vandet lavede en blid svisj-svisj-lyd mod bredden. Sivene i vandet svajede langsomt i brisen. Det var en rigtig god dag til at lege og plaske i det kølige, blå vand. Midt på formiddagen så den lille frø noget blankt, der lå på en flad, grå sten. Det var en rund, blå perle. Den var lige så blå som himlen og lige så skinnende som solen. Den lille frø havde aldrig set noget så smukt. "Åh," sagde den lille frø stille. "Dette er en meget særlig skat." Den lille frø samlede perlen op. Den føltes glat og kølig i de små grønne hænder. Den lille frø ville beholde den for altid. Den var så skinnende og så blå. Den lille frø holdt den tæt ind til sig og følte sig meget heldig over at have fundet så smuk en ting. Lige da kom en lille ælling svømmende forbi. Den lille ælling så meget trist ud. Den lille ælling kiggede under de gule blomster, der voksede ved vandet. Den lille ælling kiggede under de store grønne blade. "Jeg har mistet min blå perle," sagde den lille ælling med en lille, trist stemme. "Det er min yndlingsting i hele dammen. Har du set den?" Den lille frø mærkede den blå perle gemt i sine hænder. Den lille frø kiggede på den triste ælling. Men den lille frø kunne rigtig godt lide perlen. "Nej," sagde den lille frø stille. "Jeg har ikke set den." Den lille ælling sukkede og svømmede væk for at kigge ved det høje græs. Den lille frø satte sig på en stor, flad sten. Men solen føltes ikke længere så varm. Den blå perle var stadig skinnende, men den lille frø fik en mærkelig følelse. Det var en tung følelse i maven. Det var en bumpende-bankende følelse. Den lille frø kiggede på perlen. Den var smuk, men den lille frø følte sig ikke glad. Den lille frø blev meget, meget stille. Vandet lød ikke længere som et glad svisj-svisj. Det lød som et trist dryp-drop. Den lille frø vidste, at det ikke var rigtigt at beholde perlen. Den lille frø tænkte på den lille ælling. Den lille ælling var en ven. Venner hjælper hinanden. Den bumpende-bankende følelse i den lille frøs mave voksede sig større og større. Den lille frø vidste hvorfor. Den lille frø havde ikke talt sandt. At fortælle en historie, der ikke var sand, fik den lille frø til at føle det som om, den bar på en stor, tung sten. "Jeg vil gerne føle mig let igen," hviskede den lille frø til vinden. "Jeg vil gerne føle mig glad og hoppende igen." Den lille frø indså, at det at være ærlig var vigtigere end at have en skinnende skat. Den lille frø hoppede ned fra stenen. Hop, hop, hop. Den lille frø hoppede over en kvist. Den lille frø hoppede over en gåseurt. Den lille frø fandt den lille ælling nær de høje siv. "Vent!" råbte den lille frø. Den lille ælling vendte sig om og så meget træt ud. Den lille frø rakte sine grønne hænder frem og åbnede dem helt op. Indeni lå den skinnende blå perle. "Jeg fandt den," sagde den lille frø. "Jeg er ked af, at jeg ikke sagde det før. Jeg ville gerne beholde den, men den tilhører dig." Den lille frø tog en dyb indånding. Så snart ordene kom ud, forsvandt den bumpende-bankende følelse. Den tunge sten i maven var væk. Den lille ællings øjne blev store og klare. "Du fandt den! Tak, søde ven!" Den lille ælling var så glad. Den lille ælling gav den lille frø et forsigtigt klap på skulderen. De sad sammen ved vandet og så ringene sprede sig over dammen. De delte noget sødt, sprødt kløver. Solen føltes varm igen, og dammen føltes endnu en gang som et lykkeligt sted. Den lille frø følte sig meget let og meget veltilpas. At være ærlig føltes som et varmt kram indefra og ud. Det var meget bedre end at beholde en skinnende perle, der ikke tilhørte den. Himlen begyndte at blive lyserød og orange. Solen var ved at gå til ro bag de bløde grønne bakker. Den lille frø var meget træt efter den store dag med hop og lærdom. Den lille frø svømmede tilbage til sit yndlings-åkandeblad nær kanten af dammen. Åkandebladet var blødt og holdt den lille frø lige tilpas. Månen kom frem og lignede en stor sølvmønt på himlen. Den lille frø lukkede øjnene og slap et langt, lykkeligt suk. Dammen var stille. Stjernerne funklede. Den lille frø følte sig tryg og glad, fordi dens hjerte var ærligt og sandt. Godnat, lille frø. Sov godt.
Engang i en smuk skov, hvor bambussen var høj og grøn, boede der en lille panda. Denne lille panda havde pels, der var meget sort og meget hvid, præcis som en blød og hyggelig trøje. Mossen på jorden var som et tykt, blødt tæppe, der føltes vidunderligt under poterne. Hver morgen blæste vinden gennem bambusbladene og lavede en lyd som små klokker, der klang mod hinanden. Luften i skoven duftede altid af frisk regn og sødt, vildt græs. Den lille panda elskede at rulle sig i bladene og lytte til fuglene, der sang deres glade morgensange. Det var en verden af bløde lyde og milde farver, hvor alt føltes trygt og meget, meget fredfyldt. En lys morgen, da den gyldne sol begyndte at kigge frem gennem bladene, kom den lille pandas mor med en lille, rund krukke lavet af ler. Nede i krukken var en lillebitte grøn spire med to små, runde blade, der lignede små ører. "Dette er en særlig blomst," sagde pandamoren med en blød, venlig stemme, der lød som en vuggevise. "Den er meget lille lige nu, og den har brug for nogen til at passe på den. Den skal have lidt vand hver dag og stå et solrigt sted, så den kan vokse sig stor og stærk. Har du lyst til at være den, der passer på den?" Den lille panda kiggede på den lille spire og nikkede med hovedet. At passe på noget føltes som en meget stor og meget vigtig opgave for en lille panda. Den lille panda løftede forsigtigt krukken op med sine runde poter. Han gik langsomt hen til en flad, grå sten, hvor solen føltes varm, som et blidt kram fra en ven. Dette var det perfekte sted til blomsten. Derefter fandt den lille panda en lille træskål. Han gik ned til bækken, hvor vandet var klart og glitrende som diamanter. Dryp, drop, plask. Den lille panda fyldte skålen og bar den tilbage, mens han var meget forsigtig med ikke at spilde en eneste dråbe. Han hældte vandet ud på jorden og så den blive mørk og våd. Den lille spire så ud til at stå lidt rankere i det skarpe sollys. Det var en glad lille plante, og den lille panda mærkede også en varm, boblende følelse af lykke i maven. Senere samme dag fløj en lysende gul sommerfugl med orange pletter forbi den lille pandas næse. "Kom og leg!" så sommerfuglen ud til at sige, mens den fløj i zigzag gennem luften. Den lille panda lo og fulgte efter sommerfuglen gennem de høje bambusstængler. De løb over den bløde mos og under de store, grønne bregner. De legede skjul bag træerne i lang tid. Skoven var fuld af vidundere, og den lille panda hyggede sig så meget. Men så lagde den lille panda mærke til, at solen begyndte at bevæge sig længere ned på himlen. Skyggerne blev lange og tynde. Pludselig kom den lille panda i tanke om sin nye ven, den lillebitte blomst. Den lille panda holdt op med at lege og sagde farvel til sommerfuglen. Selvom hans ben var en lille smule trætte efter alt det løberi og hopperi, skyndte han sig tilbage til den flade sten. Blomsten var der stadig, men luften blev køligere, og jorden begyndte at se lidt tør ud igen. Den lille panda vidste, at han havde et ansvar. Han ville ikke have, at blomsten skulle være tørstig. Så han gik hele vejen tilbage til den glitrende bæk. Han dyppede træskålen i det kølige vand endnu en gang. Dryp, drop, plask. Den lille panda sørgede for, at blomsten fik masser at drikke, før dagen var omme. Det var en stor opgave at huske, men det fik den lille panda til at føle sig stærk og voksen. Næste morgen, så snart solen stod op, vågnede den lille panda og gik direkte hen til den flade sten. Han udstødte et lille gisp af overraskelse. De to små blade var vokset en lillebitte smule i løbet af natten! Den lille panda mærkede et sus af glæde. At være ansvarsbevidst betød, at blomsten kunne vokse sig sund og stærk. Hver eneste dag huskede den lille panda vandet. Hver dag tjekkede han, at solen skinnede på krukken. Han sang endda en lille sang for spiren om den grønne bambus og den blå himmel. Blomsten var hans særlige ven, og den lille panda var dens allerbedste hjælper i hele skoven. Efter mange dage med omhyggelig vanding og pasning dukkede en lille knop op på spiren. Det var en blød, lyserød knop, der lignede en lille juvel af silke. Den lille pandas mor kom hen for at se. Hun kiggede på de sunde grønne blade og den smukke knop. "Du har gjort et vidunderligt stykke arbejde," sagde hun og klappede den lille pandas bløde hoved med sin store pote. "Du var ansvarsbevidst og venlig, og du holdt dit løfte om at passe på blomsten. Kan du se, hvordan den er glad på grund af dig?" Den lille panda lænede sig op ad sin mor og følte sig meget stolt. Han indså, at det at passe på noget lille var en særlig slags magi, der fik hele verden til at føles lysere. Nu var solen ved at gå ned og malede himlen i smukke farver af fersken, lyserød og dyb lilla. Bambusskoven blev stille og rolig, mens fuglene sang færdig. Den lille panda satte forsigtigt blomsterkrukken ind i et trygt og hyggeligt hjørne nær sin egen seng af bløde blade. Derefter kravlede den lille panda op i sin mors varme, pelsede arme. Skoven blev mørk, og stjernerne begyndte at tindre som små natlamper på himlen. Den lille panda følte sig tryg, glad og meget søvnig. Med et sidste stort, langsomt gab lukkede den lille panda øjnene og drømte om blomstrende lyserøde blomster og bambussens blide raslen i vinden.
Den lille kat var meget blød og meget sød. Den lille kat havde hvid pels, der føltes som et luftigt tæppe. Den lille kat havde en lille lyserød næse, der sagde vrikke, vrikke, vrikke. Hver morgen, når solen stod op som en stor, varm appelsin, gik den lille kat ud i den store, grønne have. Haven var et lykkeligt sted. Den var fuld af højt græs, der føltes som et blødt tæppe under den lille kats poter. Den lille kat elskede at gå gennem græsset. Græsset sagde swish, swish, swish mod den lille kats mave. Den lille kat følte sig meget tryg og meget glad i den store, grønne have. I hjørnet af haven stod en klar blå blomst. Blomsten var lige så blå som sommerhimlen. Den havde kronblade, der var bløde og fine. Den lille kat så den blå blomst og fik lyst til at lege. Den lille kat ville daske til blomsten med en blød pote. Men så stoppede den lille kat. Den lille kat kiggede tæt på den blå blomst. En lille mariehøne hvilede sig på et blad. Mariehønen var klar rød med sorte prikker. Den lille kat tænkte: "Hvis jeg dasker til blomsten, falder mariehønen ned." Den lille kat besluttede sig for at være meget forsigtig. Den lille kat gav i stedet blomsten et lille, blødt snif. Den lille kat viste respekt for blomsten og mariehønens hjem. Den lille kat fik det godt indeni over at være så forsigtig. Den lille kat gik længere ind i haven. Nær det gamle træhegn så den lille kat noget, der glimtede. Det var et edderkoppespind, der var spændt ud mellem to høje solsikker. Spindet så ud, som om det var lavet af sølvtråd. Det var meget smukt og meget tyndt. Den lille kat fik lyst til at røre ved sølvtrådene. Den lille kat løftede en pote for at give det et lille puf. Men så så den lille kat den lille edderkop. Edderkoppen arbejdede meget hårdt på at bygge sit hjem. Den lille kat tænkte: "Det er edderkoppens hus. Jeg bør ikke ødelægge det." Den lille kat satte poten ned på det bløde græs igen. Den lille kat sad og så edderkoppen arbejde. Den lille kat var glad for at lade edderkoppen beholde sit smukke sølvhjem. Dette var en meget respektfuld måde at være en ven på. Derefter kom den lille kat til en stor, rund vandpyt. Regnen fra natten før havde efterladt en lille pøl af vand. Midt i vandpytten sad en lille, grøn frø. Frøen sad helt stille. Den lille kat ville gerne plaske i vandet. At plaske var meget sjovt! Men den lille kat så, hvor fredfyldt frøen så ud. Frøen nød den stille morgen. Hvis den lille kat plaskede, ville frøen blive bange og våd. Den lille kat valgte at gå meget stille udenom vandpytten. Den lille kat lavede ikke et eneste plask. Den lille kat respekterede frøens stille stund. Den grønne frø blinkede med sine store øjne og blev siddende helt stille og meget glad. Den lille kat mærkede en varm solstråle på sin ryg. Den lille kat fandt en plet med blød kløver. En pjusket humlebi besøgte kløverblomsterne. Bien sagde buz, buz, buz. Den lille kat kunne godt lide lyden af bien. Det lød som en lille motor. Den lille kat ville gerne jage bien gennem haven. At jage ting var en yndlingsleg! Men den lille kat så, at bien havde meget travlt med at samle gult støv fra blomsterne. Bien udførte et vigtigt arbejde. Den lille kat besluttede sig for at lægge sig i græsset og bare lytte til den summende lyd. Den lille kat jagede ikke bien. Den lille kat respekterede biens vigtige job. Bien fløj fra blomst til blomst, og den lille kat kiggede på med store, nysgerrige øjne. Haven føltes meget rolig. Som dagen gik, begyndte solen at bevæge sig lavere på himlen. Himlen blev blødt lyserød og blidt lilla. Haven begyndte at blive stille. Den lille kat følte sig meget træt og meget fredfyldt. Den lille kat havde brugt hele dagen på at være venlig mod haven. Den lille kat havde været forsigtig med blomsterne, stille for frøen og varsom med edderkoppens spind. Fordi den lille kat viste respekt for alle, var haven stadig et smukt og lykkeligt sted for alle de venner, der boede der. Den lille kat følte en varm glød indeni. Det var en god følelse at være respektfuld og venlig mod verden. Det fik den lille kat til at føle sig meget voksen og meget tryg. Den lille kat gik tilbage til huset. Verandaen var varm fra solen. Den lille kat fandt en blød, rund kurv, der havde lige den rette størrelse. Den lille kat rullede sig sammen til en tæt, pjusket bold. Den lille kats hale krøllede sig tæt ind til kroppen. Den lille kats lyserøde næse holdt op med at vrikke. Udenfor lukkede blomsterne deres kronblade for natten. Bierne tog tilbage til deres kuber, og edderkoppen blev trygt i sit sølvspind. Haven sov. Den lille kat udstødte et langt, lykkeligt suk. Den lille kat lukkede øjnene og begyndte at spinde. Spinden var blød og jævn, som en lille sang om respekt og kærlighed. Godnat, lille kat. Godnat, have.
I et hjørne af skoven, hvor mossen var så blød som en fløjlspude, boede et lille pindsvin med en meget skinnende knapsnude og små, blide poter. Det lille pindsvin boede i en hyggelig hule, der lå gemt under rødderne på et venligt gammelt træ. Hver morgen vågnede det lille pindsvin, strakte sine små ben og snusede til den friske skovluft. Det var et vidunderligt sted at bo, fyldt med høje bregner, syngende fugle og skjulte stier, der ventede på at blive udforsket. En morgen kom det ældste pindsvin, som var meget klogt og havde skovens længste knurhår, på besøg. Det ældste pindsvin bar på en lille vandkop af træ og pegede mod en meget speciel plante kaldet sølvbregnen. "Denne bregne er meget vigtig," forklarede det ældste pindsvin med en blød, dyb stemme. "Den skal holdes ren og fri for visne blade, så den kan fange månelyset om natten. Hvis den fanger månelyset, lyser den og hjælper alle skovens dyr med at finde vej hjem i mørket. I dag skal jeg til den anden side af bakken, og jeg vil gerne have dig til at passe på sølvbregnen. Det er et stort ansvar, men jeg ved, at du kan klare det." Det lille pindsvin følte sig meget stort og meget stolt. Det lovede at blive lige dér og sørge for, at sølvbregnen forblev ren og glad hele dagen lang. I et stykke tid havde det lille pindsvin meget travlt. Det brugte sine små poter til at samle bittesmå kviste op, der faldt ned i nærheden af bregnen. Det brugte et stort, blødt blad til at støve bregnens sølvfarvede blade af, indtil de glitrede i morgensolen. Men som eftermiddagen blev varm, kom en venlig humlebi summende forbi. "Halløj der!" nynnede humlebien. "Engen er fuld af gyldne smørblomster i dag. Vi skal alle derhen for at lege fangeleg i det høje græs. Du burde komme med os! Solen er varm, og græsset kildrer." Det lille pindsvin kiggede på sølvbregnen og derefter på humlebien. "Jeg har et arbejde, der skal gøres," sagde det lille pindsvin. "Men måske kan jeg tage af sted bare et lille øjeblik." Det lille pindsvin fulgte efter humlebien til engen. De brugte lang tid på at rulle sig i græsset og se sommerfuglene danse. Det var så sjovt, at det lille pindsvin næsten glemte tiden. Men pludselig begyndte himlen at skifte til en blød nuance af lyserød og orange. Solen var ved at gå ned. Det lille pindsvin huskede sølvbregnen og sit løfte. Det skyndte sig tilbage til den mosede skrænt så hurtigt, som de små ben kunne bære det. Da det ankom, så det lille pindsvin, at et kraftigt vindstød havde blæst en bunke visne, brune blade lige oven på sølvbregnen. Bregnen så skjult og kedelig ud. Det lille pindsvin fik en tung følelse i maven. Det indså, at det ved at gå ud for at lege havde glemt sin vigtige opgave. "Åh nej," hviskede det lille pindsvin. "Månen kommer snart op, og bregnen er ikke klar!" I stedet for at sætte sig ned for at hvile, gik det lille pindsvin straks i gang. Det arbejdede meget hårdt og flyttede de tunge blade ét efter ét. Det børstede støvet væk og rettede bregnens fine stængler ud. De små arme føltes lidt trætte, og snuden var støvet, men det stoppede ikke. Det vidste, at de andre dyr regnede med, at sølvbregnen ville lyse vejen op. Lige som den første sølvstjerne blinkede på himlen, blev det lille pindsvin færdig med arbejdet. Sølvbregnen var helt ren og stod rank igen. Da månen steg op over træerne, ramte dens lys bregnen, og pludselig begyndte planten at lyse med et smukt, blødt blåt lys. Den oplyste stien gennem den mosede skov og fik alt til at se magisk og trygt ud. Det ældste pindsvin vendte tilbage og så den lysende bregne. "Du klarede det," sagde den ældste med et venligt smil. "Du så, at arbejdet skulle gøres, og du blev for at gøre det færdigt. Det er det, det vil sige at være ansvarsbevidst. Du har hjulpet hele skoven i nat." Det lille pindsvin mærkede en varm, glad glød i hjertet, som var endnu klarere end bregnen. Det indså, at selvom det var sjovt at lege, føltes det endnu bedre at tage sig af noget vigtigt. Det fik det til at føle sig voksent og hjælpsomt. Skoven var nu stille og fredfyldt, badet i sølvbregnens milde blå lys. Det lille pindsvin gik tilbage til sin hyggelige hule, meget træt, men meget tilfreds. Inde i hulen puttede det lille pindsvin sig i sin seng af blødt, tørret græs. Det kunne se bregnens svage blå skær gennem træets rødder, som et lille natlys. Uglerne begyndte at tude blødt, og fårekyllingerne sang en langsom godnatsang. Det lille pindsvin lukkede øjnene og tænkte på det store stykke arbejde, det havde udført. Det følte sig trygt, det følte sig stolt, og det følte sig meget, meget søvnigt. Med et glad suk faldt det lille pindsvin i en dyb, fredfyldt søvn, velvidende at det havde passet godt på sit hjem i skoven.
Højt oppe i armene på et meget gammelt egetræ var der et hyggeligt hul, som havde lige den rette størrelse til en lille ugle. Inde i hullet var bunden dækket af blødt, grønt mos og dunede fjer. Det var det varmeste og mest trygge sted i hele skoven. Den lille ugle elskede reden. Den lille ugle elskede den måde, træet duftede af regn og solskin på. Hver aften, når solen gik ned, og himlen fik farve som en blå drue, kiggede den lille ugle ud. Verden udenfor så meget stor ud. Træerne var meget høje, og vinden fik bladene til at danse og hvirvle rundt. Den lille ugle blev indenfor, hvor der var trygt og lunt. En nat var månen meget rund og meget klar. Den lignede en kæmpe sølvmønt, der hang på himlen. Månen sendte et langt, lysende bånd af lys hele vejen ned til den lille ugles træ. Lyset landede på en gren lige uden for hullet. På den gren sad en lillebitte, sølvfarvet natsværmer. Natsværmeren var meget smuk. Dens vinger var som små stykker silke. Den lille ugle kiggede på natsværmeren inde fra det mørke hul. Den lille ugle ville gerne se natsværmerens vinger tæt på. Men for at gøre det, måtte den lille ugle træde ud af reden. Den lille ugle følte sig en smule usikker. Grenen virkede så høj, og natten virkede så stor. "Jeg kan godt," tænkte den lille ugle. "Jeg kan være modig." Den lille ugle tog et lillebitte skridt. Mosset under dens fødder var blødt. Den lille ugle tog endnu et skridt. Nu stak dens næb ud i natteluften. Luften føltes kølig og frisk mod dens ansigt. Den duftede af grantræer og sovende blomster. Den lille ugles hjerte sagde bank-bank, bank-bank. Det var en stor ting at være en lille ugle i så stor en verden. Men sølv-natsværmeren var der stadig og dansede i månelyset. Den lille ugle ville gerne være modig ligesom natsværmeren, der var så lille, men fløj så højt. Med en dyb indånding hoppede den lille ugle. Det var et meget lille hop, men det var en meget stor sag. Nu var begge den lille ugles fødder på grenen. Træet føltes ru og stærkt under dens tæer. Den lille ugle strakte sine vinger. Vingerne var lange og dækket af bløde, spættede fjer. Da den lille ugle baskede med dem, gav de en blid lyd, ligesom når man vender siderne i en bog. Svir, svir, svir. Den lille ugle kiggede ned og så græsset langt nede, som lignede et blødt grønt tæppe. Så kiggede den lille ugle op og så stjernerne. Der var tusindvis af dem, og de funklede som små fødselsdagslys. Den lille ugle fik en vidunderlig følelse indeni. Det var en varm, boblende følelse. Det var følelsen af at være modig. Skoven var slet ikke skræmmende; den var fuld af magi. Den lille ugle gik lidt længere ud ad grenen. Sølv-natsværmeren fløj i en cirkel omkring uglens hoved og flaksede derefter væk ind mellem træerne. Den lille ugle var ikke bange mere. Natten var en ven. Vinden var en sang. Den lille ugle sad på sølvgrenen i lang tid og så skyerne drive forbi månen. At være modig betød at prøve noget nyt, selvom man havde lidt sommerfugle i maven. Snart begyndte den lille ugle at føle sig meget søvnig. Det havde været en stor nat med eventyr. Den lille ugle hoppede tilbage i det hyggelige hul. Reden føltes endnu blødere end før. Den lille ugle puffede sine fjer op og drejede rundt tre gange, indtil den fandt det helt perfekte, behagelige sted. Den store ugle kom hjem og lagde en varm vinge over den lille ugle. Den lille ugle følte sig tryg, glad og meget stolt. Udenfor holdt månen øje med skoven, og stjernerne blev ved med at funkle. Den lille ugle lukkede sine store, runde øjne og faldt i en dyb, fredfyldt søvn, mens den drømte om sølv-natsværmere og den smukke, vide himmel.
Dybt nede under de sammenfiltrede rødder af en kæmpe, blomstrende rosenbusk boede en lille mus med fløjlsblød pels og ører som fine, lyserøde kronblade. Musens hjem var foret med det blødeste tidselduun og tørret mos, og det var altid fyldt med den søde duft af fugtig jord og blomster. Men da den lille mus sad i døråbningen en aften og så den sølvfarvede måne stige højt op over haven, undslap et lille suk. Den lille mus følte, at hulen var for lille, mosset var for kedeligt, og frøene, der var samlet til aftensmad, var alt for almindelige. Den lille mus ønskede sig noget virkelig spektakulært – noget så lyst og storslået som månen selv. Næste morgen besluttede den lille mus sig for at tage på et stort eventyr for at finde den 'store skat', der helt sikkert fandtes et sted på den anden side af havens hegn. Med en lille vandrestav af en mælkebøttestængel og et hjerte fuldt af længsel, pilede den lille mus forbi den velkendte køkkenhave og ind i engens høje, svajende græs. Solen var varm, og luften summede af de travle biers sang, men den lille mus stoppede ikke for at lytte. Den lille mus havde for travlt med at kigge efter noget skinnende, noget gyldent eller noget, der føltes vigtigere end et simpelt liv under en rosenbusk. Ved middagstid klatrede solen højt op, og luften blev meget stille og varm. Den lille mus' poter var trætte, og halsen føltes helt tør. Netop da kom en stor snegl med et sølvskinnende spor kravlende langsomt hen over en flad sten. Den lille mus stoppede og spurgte: 'Hr. Snegl, har du set den store skat? Jeg leder efter noget storslået og særligt.' Sneglen holdt inde, mens hans følehorn viftede blidt. 'Jeg bærer min skat på ryggen,' svarede sneglen med et fredfyldt smil. 'Det er et tag, når det regner, og en seng, når jeg er træt. Jeg er meget taknemmelig for mit tunge hus, for det holder mig tryg og varm, uanset hvor jeg går.' Den lille mus blinkede, takkede sneglen og gik videre, mens den undrede sig over, hvordan et tungt hus kunne være en skat. Pludselig blev himlen blødt kulfarvet, og en blid sommerregn begyndte at tromme mod bladene. Den lille mus skyndte sig ind under et hostablads brede, grønne tag for at holde sig tør. Fra dette lille skjulested så den lille mus, hvordan haven forvandlede sig. Den tørre jord drak vandet med et taknemmeligt hvæs, og de visne margueritter løftede hovederne, mens de kølige dråber vaskede støvet væk. Regnen skabte smuk musik, en rytmisk trommen, der føltes som et hjerteslag. Den lille mus rakte en lille pote ud og fangede en enkelt dråbe vand. Den var kølig, klar og smagte bedre end nogen fin nektar. 'Jeg er så glad for dette blad,' hviskede den lille mus og mærkede en mærkelig, varm kildren i brystet. Da regnen holdt op, fandt den lille mus et vildt jordbær, der voksede nær skovbrynet. Det var knaldrødt, struttende og glitrede af de sidste regndråber. Den lille mus tog en lille bid, og sødmen var så intens og vidunderlig, at det fik dens knurhår til at dirre af glæde. I nærheden landede en farvestrålende sommerfugl på en kløver. 'Sikke en smuk dag,' kvidrede sommerfuglen. 'Jeg er så heldig at have vinger, så jeg kan se alle disse farver.' Den lille mus kiggede på jordbærret, så på sommerfuglen og derefter tilbage mod den fjerne rosenbusk. Den lille mus indså, at den slet ikke havde behøvet at finde en 'stor skat'. Skatten var det kølige vand, den søde frugt og trygheden under et robust blad. Turen hjem føltes meget kortere end turen ud. Den lille mus pilede gennem græsset og lagde mærke til, hvordan den nedgående sol forvandlede duggen til en mark af små, funklende diamanter. Da den lille mus endelig nåede den gamle rosenbusk, så den ikke længere lille eller kedelig ud. Den lignede et slot af fløjl og torne, der holdt vagt over det mest perfekte hjem i verden. Den lille mus trådte indenfor og mærkede den velkendte, hyggelige varme fra sengen af tidselduun. Det var ikke bare mos; det var et blødt, trygt sted at drømme. Den nat kiggede den lille mus ikke på månen med længsel. I stedet kiggede den lille mus på månen og følte en dyb følelse af fred. Den lille mus var taknemmelig for rosenbuskens stærke rødder, taknemmelig for den mætte mave fra det vilde jordbær og taknemmelig for den bløde seng, der ventede. Haven var fuld af vidundere, og det største vidunder af alle var at have et hjerte, der forstod at sige 'tak'. Da stjernerne begyndte at tindre som små natlamper, krøb den lille mus sammen i en tæt, varm kugle. Fårekyllingen udenfor begyndte en langsom, rytmisk vuggevise, og vinden hviskede blidt gennem rosenbladene. Verden var stor, men den lille mus følte sig helt tryg, puttet og elsket. Med et sidste, lykkeligt ryk med næsen faldt den lille mus i en dyb, rolig søvn og drømte om alle de vidunderlige ting, som morgendagen ville bringe.